(5)

Almindelige Salgs- og Leveringsbetingelser

1. Generelt

1.1. Nedenstående Almindelige Salgs- og Leveringsbetingelser er gældende for alle tilbud, salg og leverancer vedrørende varer af enhver art til en kunde (Køber) fra et selskab eller afdeling i Hatten (Sælger).

1.2 Afvigelser fra nedenstående Almindelige Salgs- og Leveringsbetingelser har kun virkning, hvis de skriftligt er accepteret af Sælger. Ligeledes har Købers egne forretnings- og indkøbsbetingelser kun virkning, hvis de skriftligt er accepteret af Sælger.

1.3 Ved salg af varer, der ikke er lagervarer eller som skal fremskaffes specielt, og ved salg af varer i forskrivning, er Sælgers forpligtelser over for Køber begrænset til de rettigheder, som Sælger opnår hos sin leverandør af de pågældende varer.

2. Tilbud

2.1. Afgiver Sælger tilbud, hvor der ikke er angivet en særlig acceptfrist, bortfalder tilbuddet, hvis accept ikke er kommet frem til Sælger senest en uge fra tilbuddets dato.

2.2. Alle tilbud afgives med forbehold for mellemsalg. Dette medfører, at indtil Købers accept er kommet frem til Sælger, er Sælger berettiget til at indgå aftale med tredjemand vedrørende de tilbudte varer med den virkning, at tilbuddet over for Køber bortfalder uden nærmere meddelelse.

3. Priser

3.1 Alle priser er i danske kroner ekskl. moms, men med forbehold for dokumenterede ændringer i valutakurser, told, skatter, afgifter og lign.

3.2 Såfremt varerne er omfattet af en af Sælger udsendt prisliste, sker prisberegningerne på grundlag af den liste, der er gældende på leveringsdagen.

4. Specielt om e-handel

4.1 Præsentation af varer og priser på Sælgers hjemmeside er ikke et bindende tilbud fra Sælgers side, men en opfordring til at gøre tilbud. Købers bestilling af varer udgør derfor ikke en bindende accept, men er derimod Købers tilbud til Sælger om at købe varen på de anførte vilkår. En bindende aftale mellem Køber og Sælger er først indgået, når Sælger ved en ordrebekræftelse accepterer Købers tilbud.

5. Produktændringer og certifikater

5.1 Sælger forbeholder sig ret til at levere varer med ændrede specifikationer, hvis dette kan ske uden skade for Køber.

5.2 Certifikat medfølger kun efter aftale. Sælger kontrollerer, at certifikatet dækker den leverede vare, men kontrollerer ikke certifikatets oplysninger.

6. Kvalitet og kvantum

6.1 Er en vare ikke bestilt med angivelse af en speciel kvalitet eller standard, vil den blive leveret i en kvalitet og standard, som svarer til en almindelig handelsvare og uden ansvar for specielle krav.

6.2 For leverancer af stål og metaller forbeholdes en margin på plus/minus 10 % af det specificerede kvantum. Beregning af vægt, styk- eller længdeangivelse sker i overensstemmelse med sædvane. Ved bestilling af dimensioner og længder, der ikke er lagerstandard, er Køber pligtig til - efter afskæring - at aftage det af det nærmeste standardformat tiloversblevne materiale.

7. Leveringstid

7.1 Er en bestemt leveringstid ikke aftalt udtrykkeligt og skriftlig, er den af Sælger opgivne leveringstid ansat efter Sælgers bedste skøn og Køber kan ikke kræve erstatning eller godtgørelse for direkte eller indirekte tab i anledning af en forsinkelse.

7.2 Er en bestemt leveringstid aftalt udtrykkeligt og skriftligt, og har Sælger ved ordrens afgivelse modtaget alle oplysninger, som er nødvendige for ordrens afgivelse, gælder pkt. 7.3-7.6, såfremt leveringen forsinkes eller ikke kan effektueres. Er der tale om leveringshindringer, er de i pkt. 11 anførte bestemmelser gældende.

7.3 Hvis der er aftalt en bestemt leveringstid, og Sælger alligevel ikke leverer inden for den aftalte leveringstid, er Køber berettiget til ved skriftlig meddelelse til Sælger at fastholde ordren og kræve levering og fastsætte en endelig, rimelig frist herfor og derved tilkendegive, at Køber agter at ophæve købet, hvis levering ikke sker inden for denne frist. Sker levering ikke inden for den således fastsatte frist, er Køber berettiget til at ophæve købet ved skriftlig meddelelse til Sælger.

7.4 Hvis Køber hæver købet i medfør af pkt. 7.3, har han ret til at kræve erstatning for de udgifter, der påføres ham ved anskaffelse af tilsvarende varer fra anden side. Køber kan derimod ikke kræve erstatning eller godtgørelse for andre direkte eller indirekte tab i anledning af forsinkelsen.

7.5 Hvis Køber ikke hæver købet, har han ikke ret til nogen form for erstatning eller godtgørelse.

8. Forsendelse og levering

8.1 Er intet andet aftalt sker levering ab Sælgers lager.

8.2 Hvis det er aftalt, at Sælger leverer varerne pr. bil hos Køber eller på en af Køber anvist plads, er leveringen betinget af, at aflæsningsstedet er tilgængeligt ad farbar vej. Køber er ansvarlig for, at aflæsningen kan ske omgående. Er der tale om værksleverancer, stiller Køber aflæsningsgrej til rådighed. Ved ordre på stål og metaller mindre end kr. 2.000,- ekskl. moms beregnes et kørselsgebyr på kr. 475,- ekskl. moms. Ved ordre på alle øvrige produkter mindre end kr. 1.200 ekskl. moms beregnes et kørselsgebyr på kr. 105,- ekskl. moms. For alle leverancer, uden kørselsgebyr, beregnes et energitillæg på kr. 77,- ekskl. moms pr. leveringssted pr. dag.

8.3 Gebyr for certifikater på stål fra vort lager: kr. 75,- ekskl. moms pr. stk. ved egen udskrift på www.hatten.dk og kr. 150,- ekskl. moms pr. stk. ved levering sammen med varen.

9. Emballage

9.1 EUR-paller og pallerammer tages kun retur efter forudgående aftale og krediteres ikke.

9.2 Engangsemballage tages ikke retur.

10. Undersøgelsespligt og reklamation

10.1 Det påhviler Køber at undersøge varerne omhyggeligt straks efter modtagelsen.

10.2 Hvis Køber vil påberåbe sig, at leverancen er utilstrækkelig eller mangelfuld, skal han straks og senest ugedagen efter leveringen reklamere skriftligt over for Sælger.

10.3 Reklamation over mangler, som det trods omhyggelig undersøgelse ikke ville være muligt at konstatere inden udløbet af den i pkt. 10.2 nævnte frist, skal fremsættes skriftligt over for Sælger straks efter opdagelsen, dog senest 12 måneder efter leveringsdagen. Ved leverancer af uforarbejdede stålprodukter skal der dog reklameres senest 6 måneder efter leveringen.

11. Ansvarsfrihed (leveringshindringer)

11.1 Sælger er ikke ansvarlig for leveringshindringer, såfremt de forsinker eller forhindrer aftalens opfyldelse eller gør opfyldelsen urimeligt byrdefuld for Sælger.

11.2 Ved leveringshindringer forstås bl.a. brand, krig, oprør, uroligheder, mobilisering, handels- og valutarestriktioner, myndighedsindgreb, mangel på transportkapacitet m.v. samt svigtende, forsinkede eller mangelfulde leverancer fra Sælgers leverandører.

11.3 Såfremt et af de nævnte forhold udelukker eller i væsentlig grad vanskeliggør levering, er Sælger berettiget til at annullere aftalen, og Køber kan ikke kræve nogen form for erstatning eller godtgørelse for direkte eller indirekte tab.

11.4 I tilfælde af at en leveringshindring har varet i mere end 3 måneder, har Køber ret til at hæve aftalen ved skriftlig meddelelse til Sælger, men kan ikke derudover kræve nogen form for erstatning eller godtgørelse for direkte eller indirekte tab.

12. Ansvar for mangler

12.1 Sælger forpligter sig til efter eget valg at omlevere eller udbedre leverede varer, der er behæftet med fejl eller mangler, forudsat at Køber har reklameret rettidigt i henhold til pkt. 10.

12.2 Hvis Sælger ikke omleverer uden ugrundet ophold eller foretager udbedring inden rimelig tid efter at Køber har reklameret, har Køber ret til ved skriftlig meddelelse til Sælger at hæve aftalen for så vidt angår den mangelfulde del af leverancen og at kræve erstatning for sit tab, dog højst 20% af fakturaprisen for den fejl- eller mangelbehæftede del af leverancen. Hvis Sælger har handlet groft uagtsomt, gælder den nævnte begrænsning i Sælgers erstatningsansvar ikke, dog at Sælger aldrig er ansvarlig for driftstab, tabt fortjeneste eller andre indirekte tab.

13. Byggeleveranceklausul

13.1 Hvis varerne anvendes til byggeri i Danmark, gælder det, at for fabrikationsfejl, der trods omhyggelig undersøgelse ikke kunne konstateres ved leveringen (skjulte mangler), ophører Sælgers ansvar 5 år efter afleveringen af det byggeri, hvori de leverede produkter indgår, dog senest 6 år fra leveringen af varerne til Køber, jf. AB 18, § 12, stk. 5, og § 8, stk. 5 og stk. 6, og de heri anførte betingelser.

14. Produktansvar

14.1 Køber skal holde Sælger skadesløs i den udstrækning, Sælger pålægges ansvar over for tredjemand for sådan skade og sådant tab, som Sælger i henhold til pkt. 14.2 og 14.3 ikke er ansvarlig for over for Køber.

14.2 Sælger er ikke ansvarlig for skade, som varerne forvolder på fast ejendom eller løsøre eller på produkter, der er fremstillet af Køber, eller på produkter, hvori disse indgår, medmindre Sælger har handlet groft uagtsomt.

14.3 Sælger er aldrig ansvarlig for driftstab, tabt fortjeneste eller andre indirekte tab.

14.4 Hvis tredjemand fremsætter krav mod en af parterne om erstatning for skade eller tab af den art, som punkt 14 omhandler, skal denne part straks underrette den anden part herom.

14.5 Parterne er gensidigt forpligtet til at lade sig sagsøge ved den domstol eller voldgiftsret, som behandler et erstatningskrav, der er rejst mod en af dem på grundlag af en skade eller et tab, som påstås forårsaget af varerne. Ved afgørelsen af det indbyrdes ansvar mellem Sælger og Køber gælder reglerne i pkt. 18.

15. Betaling og morarente

15.1 Sidste rettidige betalingsdag er løbende måned + 10 dage, medmindre andet er aftalt skriftligt.

15.2 Ved overskridelse af den sidste rettidige betalingsdag betales der morarente med 2% pr. påbegyndt måned. Tilskrevne renter forfalder til omgående betaling og Sælger har ret til forlods at anvende alle indbetalinger til dækning heraf.

15.3 Betaling ved modregning kan ikke finde sted, hvis modkravet er omtvistet. Reklamationer berettiger ikke Køber til at tilbageholde betaling for varer, der allerede er leveret, og som der er reklameret over.

15.4 Manglende overholdelse af betalingsvilkårene betragtes som væsentlig misligholdelse og berettiger Sælger til at standse yderligere leverancer samt at kræve ethvert tilgodehavende hos Køber indbetalt straks og skadesløst. Manglende rettidig betaling vil endvidere kunne medføre overgivelse til inkasso uden varsel, og der vil kunne kræves inkassoomkostninger udover de i lovgivningen fastsatte.

16. Ejendomsforbehold

16.1 Indtil betalingen er fuldt erlagt, forbliver det solgte Sælgers ejendom, i den udstrækning et sådant ejendomsforbehold er gyldigt.

17. Returvarer

17.1 Varer tages kun retur efter forudgående skriftlig aftale.

17.2 De nærmere vilkår for returnering fremgår af ”Returneringsbetingelser”, hvortil henvises.

18. Tvistigheder

18.1 Alle tvistigheder mellem parterne vedrørende en leverance eller fortolkningen af nærværende Almindelige Salgs- og Leveringsbetingelser afgøres efter dansk ret ved de ordinære domstole.

18.2 Sælger har dog ret til at vælge at lade sagen behandle ved voldgift i overensstemmelse med reglerne i lov om voldgift. Drejer det sig om en tvist om byggeleveranceklausul, jf. pkt. 13, kan Sælger vælge, at sagen behandles ved Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

Januar 2021 (erstatter tidligere versioner)

Se også vores Returneringsbetingelser.